En junioridrætsleder er en elev i skolens ældste klasser, som har lyst til at undervise og instruere i idræt og bevægelse for børn og unge. En junioridrætsleder er hjælpeinstruktør i Skolesport men kan også være instruktør i en idrætsforening, SFO, idrætsbørnehave eller andre steder.
Som junioridrætsleder er det ikke nødvendigt at mestre en eller flere idrætter. Det er i højere grad vigtig at have lysten til at give børn en god idrætsoplevelse og motivere dem til bevægelse.
Som junioridrætsleder er det vigtigt at være bevidst om at vedkommende bliver rollemodel for de yngre elever på skole. Undersøgelser viser, at junioridrætsledere er eminente til at motivere og fastholde idrætsusikre børn og unge til Skolesport. Som rollemodel betyder det, at skolens yngste elever ser op til junioridrætslederne og henvender sig til dem på skolen. Det stiller nogle krav til junioridrætsledernes generelle opførsel idet de skal fremstå som gode eksempler.
En junioridrætsleder bliver uddannet til at forestå idræt og bevægelse for børn og unge. Omvendt er det vigtigt at du som junioridrætsleder aldrig må få det fulde ansvar for en børnegruppe – det er lærerens job.